3D Printet Lithophane Lampe

Efter at have eksperimenteret lidt med Lithophanes tidligere, og egentlig bare havde lavet de almindelige photo-billeder, så tænkte jeg at det var op tide at bringe teknikken et level op. Da fruens far havde fødselsdag tidligere på året, spurgte hun, om jeg ikke kunne lave sådan billede, til ham i gave. Det udviklede sig så, til at blive en lithophane lampe.  Følg med i processen fra ide og tegning, til færdigt produkt. 

 

Lithophane lampe

Ideen til lampen kom fra at fruens far skulle have en fødselsdagsgave. Jeg ville gerne prøve noget nyt med teknikken og kom så på, at lave en hel lampe. Hvis du ikke kender til lithophane kan du læse mere om det i min gamle artikel her. Lampen er ca. 30 cm høj, hvoraf de 15 cm er skærmen, og målt i diameter over skærmen er lampen ca. 15 cm bred. Hele lampen består af 4 grunddele:

  1. Lampeskærmen
  2. Standeren til lampen
  3. En holder fra standeren til skærmen
  4. Diverse hardware; 1,5m hvid stofledning, E27 fatning med pærer, afbryder og stik

De 3 første dele er tegnet i Fusion 360 og sidenhen printet ud på min Prusa i3 MK3.

Lithophanet

Inden du går i krig med dit eget lampe projekt, vil jeg anbefale dig at se nogle youtube videoer eller andre guides til hvordan man laver lithophanes. Start i de små, og tweak dine indstillinger inden du begynder på en skærm. Jeg har pt. lavet 4 lamper, med print timer fra 28 – 43 timer kun på skærmen.

Selve lampeskærmen er et lithophane billede fra 3dp.rocks. Her fik jeg 3 billeder af min kæreste og hendes søster samt deres forældre. De 3 billeder satte jeg sammen ved hjælp af denne hjemmeside Merge images. Der kan sætte flere billeder sammen til et stort billede. Herefter kørte jeg billedet igennem 3dp.rocks siden. Jeg valgte modellen outer curve, ændret billedet fra negativ til positiv, og valgte at den skal bue 360 grader.

Materialet til lampen er PLA i en 2,5KG’s rulle fra Fillamentum, farven hedder Traffic White og så den købt hos In2Motion🙂

Standeren og holderen

Min lithophane lampe er tegnet i Fusion efter eget design. Jeg er på ingen måde særlig skrap til Fusion, så det var en god øvelse at tegne hele lampen fra bunden af. Efter jeg fik STL. filen på skærmen, kunne jeg indsætte den i Fusion. Det gjorde det meget nemmere at designe resten af lampen rundt om.

På billedet nedenunder kan du se de forskellige dele til lampen, og hvordan den er opbygget:

  1. Er den importerede STL. fil af skærmen. Hele lampen er tegnet omkring denne, således er jeg sikker på, at holderen passer og proportionerne ser nogenlunde rigtige ud.
  2. Holderen har en indre ring, der kan skrues omkring fatningen. Herfra går der 4 “ben” ned, som holder under skærmen. Skærmen står i princippet bare løst oven på de her ben. Jeg har printet holderen både i samme hvide farve som skærmen, men jeg har også forsøgt i Crystal Clear fra Fillamentum.
  3. Standeren er en lidt spøjs ting. Jeg har brugt revolve featuren i Fusion, til at “snog” omridset af standeren rundt om sin egen akse. Nede i bunden, har jeg lavet en lille tunnel, som ledningen kan komme igennem. Inde i tunnelen klemmer væggene, som en kile, rundt om ledningen, så den ikke lige falder ud, når man løfter lampen. Oppe ved fatningen, har jeg tilføjet et M10 gevind (der også er printet) og det passer til at en E27 fatning kan drejes på 😉 Denne er også printet i hvid PLA og Silky Copper fra 3D Eksperten.
  4. Er egentlig bare en place holder for min fatning. Højden og diameteren på denne passer til den type fatning jeg brugte.

Fusion lampe

Elektronikken

De forskellige stumper er købt i det nærmeste byggemarked. Hvid stofledning, afbryder og stik, samt en hvid plastik fatning i størrelse E27. Til projektet brugte jeg en 5W LED pærer på 400 lumen i varm hvid. Denne pærer giver egentlig et okay lys fra sig, uden det bliver for blændende, men samtidig nok til at billederene skinner igennem lampen.

Der findes mange forskellige fatninger der ude, nogen med ledning monteret og andre ikke. Den type jeg brugte ligner denne fra Dioder-Online og har nemlig det her M10 gevind i bunden, der passer til standeren.

Til slut er her lidt forskellige billeder af de lamper jeg har bygget ind til videre 🙂

Fatning med holderen omkring

One Reply to “3D Printet Lithophane Lampe”

  1. Pingback: 3D Printer Meetup i Dallum - 100Bit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *