3D Ordbogen

Velkommen til 3D ordbogen, indekset, atlasset eller hvad vi nu skal kalde det 🙂 Her kan du finde ord, begreber, udtryk og en masse andre nyttige informationer omkring 3D print. Ordbogen er primært til dig som er ny til 3D print og universet, men jeg ser da også, at erfarende brugere kunne have sjov ved lige at kigge igennem. Det vil også være dejligt hvis du vil tilføje et ord eller rettelser i kommentarfeltet aller nederest. Ord og begreber som skrives i kommentarfeltet bliver naturligvis tilføjet til listen.

Jeg håber at du finder ordbogen interessant og brugbar, og du må selvfølgelig rigtig gerne dele siden, så endnu flere kan få gavn af den. Pt indholder listen 49 ord og blev sidst opdateret den 03/11/2018

Nyttige links og resurser

Danske facebook grupper og sider:

  • 3D Print(ere) i Danmark – Stort åbent fællesskab med over 3000 medlemmer
  • 3D og 3D Printer – DIY – Danmark – En gruppe for dig som gør det selv, eller laver andre 3D relaterede projekter. Morten Nielsen har oprettet en grej liste som jævnlig opdateres og den kan findes her
  • Sculpto Klubben – For alle jer Sculpto ejere
  • rs3dprint – En hjemmeside af Rudy Søgaard. Her er begreberne fra Cura blandt andet oversat til dansk

 

Generel brug af ordbogen

  • Jeg er på ingen måder ekspert i alt det her, og skulle der være fejl eller mangler i ordbogen, så sætter jeg stor pris på du retter mig i kommentarfeltet.
  • Ordbogen er primært baseret omkring FDM print.
  • Som ordbogen vokser, vil jeg anbefale dig at bruge søgefunktionen ctrl+f og indtaste fx printbed – på den måde kan du hurtigt og nemt søge og hoppe til det som du leder efter. 
  • Hvor det er relevant i ordbogen har jeg smidt et link direkte til det emne der bliver snakket om.
  • Jeg prøver at holde ordbogen så ren og overskuelig som muligt. Pt vil jeg ikke bruge mere tid på selve layoutet eller brugervenligheden, da dette bare er et “prove of concept” Hvis ordbogen bliver populær og folk bruger den, så vil jeg gerne investere i noget bedre brugervenlighed.
  • Jeg prøver så vidt mulig at markere ord i ordbogen med fed, som har fået deres egen forklaring og findes under deres første bogstav.
  • Der hvor jeg har oversat et engelsk ord til dansk ord er min egen fortolkning, og kan muligvis fortolkes på flere måder.

#

3D scanner: Gør det muligt at scanne et fysisk objekt og få en 3D fil som senere kan printes ud. Pt findes der ingen forbruger venlige 3D scannere, til en fornuftig pris. Der findes dog mange forsøg på DIY scannere med blandet resultat. Fx denne fra youtube. Et andet forsøg er med det gratis program fra Autodesk der hedder ReMake, hvilket du kan se mere om her.  

A

ABS: Er en type plastik der kan printes med. Denne var engang ligeså populær som PLA plastik. ABS er et stærk og fleksibelt materiale, som også bruges til at lave LEGO klodser med. Det kan være svært at printe med ABS og printet kan warpe og det kræver ofte at printeren står i et skab eller kasse. ABS printes med omkring 230-245 grader på hotend og 90-100 grader på bed.

ABS Juice: Et middel som du kan lave selv og give væsentlige forbedringer på vedhæftningen af dine ABS print. Det er i bund og grund en blanding af acetone og ABS plastik / stykker / fejlprint. Acetonen vil opløse ABS’en og her efter kan du smøre et meget tynd lag ud på din kolde heatbed. Når den så varmer op, så fordamper acetonen og tilbage sidder et ultra tyndt lag ABS, som giver en meget bedre vedhæftning til ABS print. Se også under Kapton Tape hvor setupet er lidt det samme.

Acetone behandling: Ved ABS print, kan du efterfølgende behandle printet med acetone. Det sker ved at du placere dit print i en beholder og hælder lidt acetone i bunden. Acetonen fordamper og dit print får en helt glat og blank overflade.

B

Bowden Extruder: I en bowden ekstruder eller et bowden setup har du hvad der kaldes en bowden tube fra din extruder til din hotend. En bowden tube er en slange lavet af PTFE og den føre din filament fra extruderen og ned i din hotend. Fordelene ved et bowden setup er at din X akse er meget lettere, især hvis du kører med flere hotend’s. Bowden extruders bruges blandt andet på Ultimakers maskiner og mange delta maskiner

Brim – Kant: Brim’en er en kant omkring din model. Den kan øge vedhæftningen på printbed’en. Især hvis din model har et lille fodaftryk. En brim i forhold til et skirt, kommer helt ind og har kontakt med din model, og skal fjernes efterfølgende. I din slicer kan du angive hvor bred din brim skal være.

Bridge – Bro: Når din printer printer “i luften” fra et punkt til et andet. At have en printer som kan lave lange broer, uden printet kommer til at hænge for meget er en rigtig god ting og kan spare dig for brugen af support. Det kan dog være svært at indstille, de fleste printere kan lave en bro på et par cm uden de store problemer. Det afhænger af blandt andet emne køling og print hastighed.

C

Coupler, Stepper motor coupler: Lille fiks anordning som tillader dig at forbinde din stepper motors aksel til fx en gevindstand. Couplers fås i flere forskellige typer, de mest kendte er en solid og en der er fleksibel. De fås ligeledes i forskellige størrelser, så du kan forbinde en 5mm motor akse til en 8mm gevindstang. De kan købes til en billig penge på fx Ebay

D

Direct Extruder: I dette setup sidder extruder motoren direkte ovenpå din hotend og skubber filament igennem. Et direct setup kan også kombineres med en geared extruder for at få mere “skubbe kraft” til sin filament, uden det bliver for hårdt for motoren. Fordelene ved et direct setup er at det bliver meget nemmere at printe med flex filamenter, men det vejer lidt mere på X aksen. Prusa printerne bruger blandt andet dette setup.

Dust filter – Støv filter: En lille dims jeg gerne vil anbefale alle at bruge. Der findes mange forskellige udgaver af støvfilteret, som primært bruges når der printes PLA. Det en lille beholder med en svamp i, som sættes udenpå filamentet inden det føres ind i ekstruderen. Filtret fjernes små støvkorn og hår der evt. skulle sidde på plastikken. Man kan også dryppe en lille smule madolie eller hobbyolie på svampen for at smøre lidt. Jeg bruger altid sådan filer, ligemeget hvad jeg printer med, og det nedsætter risikoen ved at din nozzle stopper til. Du kan se design her på Thingiverse

E

Enclosure – Skab / kasse: Mange vælger at stille deres printer i et skab eller bygge en kasse omkring deres printer. Det nedsætter lyden fra maskinen, men endnu vigtigere, det hæver den omkring liggende temperatur omkring printet. Dette er især vigtig ved print med ABS for at undgå warping. Der findes 1000vis af designs på nettet og ikke mindst det kendte IKEA LACK hack, du kan se en film fra Prusa her.

Extruder: Er en steppermotor som skubber filamenten frem til din hotend. På aksen af ekstruderen sidder et tandhjul som langsomt skubber filamenten. Ekstrudere fås i 2 modeller, se bowden extruder og direct extruder for mere info

F

Fiberplade: Et stykke blank PCB (printplade) som lægges oven på din heatbed og opvarmes til 60 grader. Dette er særdeles brugbart når du printer PLA og vil have printet til at hænge fast, og tro mig det virker! Fiberpladen kan købes hos Peter som har in2motion.dk

Filament: Er gangske enkelt den plastik vi printer med. Det fås i 2 størrelser 1,75mm og 2,85mm (3mm i “gamle” dage) Dog tror jeg ikke at 2,85mm er særlig udbredt mere efterhånden. Det er vigtigt når du handler filament at størrelsen passer til din ekstruder. Inden for filament findes der til gengæld et tons af muligheder. PLA og ABS som du sikkert kender til, men også mere eksotiske filament typer som flex, wood og metal. Filament i sig selv er en helt ny verden at dykke ned i og det er efterhånden kun fantasien der sætter grænser for hvad du kan få. Nogle typer er også selvlysende og du kan endda få nogle som opløses i vand (Bruges primært til support)

Firmware: Er den “software” der ligger på din printers bundkort. Den styrer alt på printeren lige fra strøm til menuen på LCD skærmen. Ofte findes der opdateringer til de forskellige firmwares. En af de mest kendte firmwares er Marlin som mange printere kører på, eller en klon af denne.

Flexible filament / TPU: Elastisk filament som bruges til at printe dæk, støddæmpere, GoPro mounts og mobilcases til. TPU fåes i forskellig fleksibilitet og er ofte sværer at printe med. På et bowden setup er det næsten umuligt, men kan lade sig gøre. Ofte kræver det at du printer meget langsomt (20-30 mm/s) og har 230 grader på nozzle og omkring 40 grader på bed. Af mærker kan nævnes Ninjaflex eller 3DE Premium fra 3D Eksperten.

Flow: Er en indstilling som findes i din slicer. Normalvis står denne på 100%, men er din extruder ikke kalibreret korrekt, eller er dit filament for ujævnt i tykkelse, så risikere du enten at underextrude eller overextrude dine print. I tilfælde af du oplever huller i dine lag eller mangel på filament, så kan du sætte flow op til 105 eller 110% i din slicer for at få lidt mere filament igennem. Får du for meget filament ud på dine print og oplever runde hjørner og et mere “klumpet” finish, så kan du sætte flow ned til 95 eller 90%.

Flow afhænger også af din print hastighed, hvis du printer hurtigt på et print fx i vase mode, så bliver du også nødt til at sætte flowet op får at få nok materiale igennem.

G

G-code: Er der sprog printeren taler. Efter du har sliced din model får du en fil. Denne fil lægges normalvis over på et SD kort og sættes i printeren. Her læser printeren så filen, som står i G-code. Her inde ses alle indstillingerne til printet, som du har lavet i din slicer. Samt koordinaterne printeren skal følge, til alle lagene, for at printe modellen ud.

Du kan åbne en G-code fil på din computer og se hvordan sproget er. Det er et stærk værktøj at læse og forstå G-code. Det giver dig mulighed for evt. at redde et mislykket print, ved at ændre i filen, således at printeren starter, hvor den failed før.

H

Heated printbed – Opvarmet printplade: Da det ikke er nødvendigt til PLA, så skal du have en printplade der kan opvarmes for at printe med bla. ABS. En opvarmet printplade er egentlig det samme som en almindelig printplade, denne kan bare varmes op og temperaturen angives i din slicer. For ABS er det et sted omkring 100 grader, til PLA har jeg en fiberplade ovenpå min heatbed som er 60 grader. Efterhånden fås de fleste printere med en opvarmet printplade, selv delta printere og deres runde printbeds. Sculpto laver endnu ikke printere med varme i. Måske i Sculpto ++ 😉

Hotend: The Business End i enhver printer. Der her i dette kammer eller block, at plastikken smelter, inden det ryger igennem dysen. Hotenden består som regel af en klump metal, hvori der sidder et varmelegeme, et termometer, en throat fra den kolde ende og ekstruder og så selvfølgelig dysen. Hotenden variere i temperatur, alt efter hvad du skal printe. Fra 180 til 240+ grader. Det også her de fleste problemer opstår, foruden i Extruderen. Dysen, varmelegemet og termometret kan fejle, eller hele systemet kan blive stoppet til og printeren vil ikke printe. Derfor er det altid en god ide at have reservedele liggende til din printer. Ekstra dyser er et must. Men også ekstra throats, og evt. et ekstra varmelegeme og termometer. Husk at være sikker på de passer til din printer.

I

Infill – Udfyldning: Er en % værdi som du sætter i din slicer. 0% og din model bliver helt hul, 100% og din model bliver massiv. Infill kan bruges til at styrke din model alt efter hvad du printer og hvad printet skal bruges til. Er det bare en statue eller figur så kan du printe med lav infill %, men printer du nogen som skal have høj mekanisk styrke, så printer du med en høj infill %.

Det tager selvfølgelig mere filament og tid at printe med meget infill. I de fleste slicere kan du også indstille hastighed og overlap på dit infill samt hvilken geometrisk form dit infill skal have. Det kan dog altid være en fordel at printe med lidt infill, selvom det er en figur du laver. Dette skyldes at ofte skal printeren lave toplaget på modellen og her er det godt at have noget infill at printe ned i mod for at få det pæneste resultat. Jeg printer selv oftest med min. 20% infill.

J

K

Kapton Tape: En special tape med en gylden farve som bruges meget indenfor 3D print verdenen. Kapton Tape har nogle specielle egenskaber som gør sig unik til 3D print. Tapen har en meget høj temperatur tolerance, faktisk til over 400 grader. Derfor bruges den tit på hotend’en til at sikre varmelegemet og termistoren og evt. isolering, tapen bruges også direkte på heatbed’en. Kapton tape, acetone og et gammel ABS print kan gøre mirakler ifh. vedhæftning af ABS print (Se ABS Juice) Desuden så er kapton tape ikke elektronisk ledene og kan bruges til at pakke ledninger og andet elektronik ind i. Kapton tape kan købes i flere forskellige bredder på Ebay

L

Layer Height – Lag Højde: Er en indstilling som findes i din slicer. Den definere simpelthen højden af hvert lag. Jo lavere lag højde du har, jo bedre slutresultat får du. Det tager dog længere tid at printe. Jeg printer selv med 0,2mm. En god tommelfinger regel siger, at din laghøjde maks må være 80% af diameteren af din dyse størrelse.

Lithiumfedt: Et smøremiddel som du kan bruge til dine gevindstænger eller ball screws. Det kan købes hos blandt andet Biltema og Thansen.

Lithophane: Er en form for 3 dimensionelt billede, som bedst ses med baggrundsbelysning. Billedet har flere dybder og kan laves med en 3D printer. Ved hjælp af speciel software kan du omdanne hvilket som helst billede til en .STL fil og printe ud. Du kan læse mere om det her og se hvordan det gik mig, da jeg selv prøvede

M

Marlin: Firmwaren der driver de fleste printere, inklusiv min egen. Det opensource og gratis at bruge. Det i denne firmware alle indstillinger til printeren defineres. Alt fra selve byggevolumen på printeren, til fintuning af steps på motorene, kontrol og temps og LCD displays og evt. automatisk bed leveling. Marlin kan installeres på en lang række forskellige motherboards, og tilpasses til mange forskellige printere. Der findes endda eksempler på, folk der har installeret Marlin på deres CR-10 eller andre printere, for at få større fleksibilitet. Du kan læse mere om Marlin her: http://marlinfw.org/ 

Micron: Er måleenheden i din laghøjde. 1 micron er 1/1000 del af en milimeter.

N

Nozzle – Dysen: Er det sidste filamentet kommer igennem inden det forlader din hotend. Dyserne er primært lavet i messing men fås også i rustfrit stål. Dyser fås i forskellig størrelse fra 0,1 til 0,8mm i diameter, dog er 0,3 og 0,4mm de mest almindelige. Små dyser er svære at printe med og bliver let stoppet til, men kan leveret et meget pænere slutresultat hvorimod lidt større dyser printer hurtigere, men her kan du lettere se lagene i printet. Dyser kan købes til en billig penge fra fx Ebay

O

Octoprint: Er et lækkert lille webinterface som kan forbinde din printer til internettet. Det indholder tons af features, men de mest basale lader dig uploade gcoder til din printer igennem nettet (slut med SD kort frem og tilbage!) tænde og slukke for printeren, og hvis du har et webcam kan du også se hvordan det går med dit print fra computeren af. Ved hjælp af dit eget login til webinterfacet kan du tilgå printeren fra alle enheder om det er PC, mobil eller tablet. Læs mere på Octoprints hjemmeside

Til Octoprint findes også app’s du kan hente til din mobil eller tablet, fx. OctoAndroid og Printoid, som giver dig fuld kontrol på farten.

Overextrude: Når din printer får tilføjet for meget materiale.

Afhænger af: print hastighed, kalibreret extruder og filament diameter er jævn

Symptomer: Runde hjørner og et generelt mere “klumpet” print

Overhang – Udhæng: Er et udtryk der bruges, når kun dele af det nyprintede lag ligger ind over det sidste lag. Dette kunne fx være hvis din model skråner udaf. De fleste printere kan printe op til 45 graders udhæng før der skal bruges support. Der findes nogle overhang tests på Thingiverse du kan prøve at printe, for at se om du kan komme over de 45 grader. Der findes også en indstilling i din Slicer, der bestemmer hvor stort et udhæng du kan lave før der skal bruges support.

P

PETG: En nyere type plastik som er meget populær. Den har næsten de samme egenskaber som ABS, men er meget nemmere at printe med. Muligvis også derfor at ABS ikke bruges så meget mere. PETG kan printes på BuildTak eller glasplade med sukkervand på. PETG må ikke printes direkte på glas, da det risikere at fusionere fast på glasset. PETG printes med 60 grader på bed og ca. 230 på hotend.

PLA: Nok den mest brugte plastik der findes der ude. Hvis du køber en ny maskine og får en rulle filament med, så det altid PLA plastik. Det er nemt at printe med og har nogle gode egenskaber. PLA er ikke ligeså hårdfør og modstandsdygtig som fx ABS, derfor er der kommet nye PLA plastikker på marked, der mindre mere om ABS og dets egenskaber. PLA printes typisk med 200-210 grader på nozzle og 50-60 grader på bed. Hæfter især godt på fiberpladen.

Printbed – Printpladen: Den overflade du printer på. Skal være plan og lige for at printet hænger fast. Pladen kan behandles med forskellige overflader, for at opnå endnu bedre vedhæftning, fx malertape, hårlak eller lim. Pladen kan også fås med varme for at printe med ABS plastik, se Heated Printbed

Print time – print tid: De fleste Slicere fortæller dig hvor lang tid et print vil tage. Jeg oplever at tiden ikke er særlig præcis, og ser det mere som et overslag. På min hjemmebygget maskine kan jeg lægge en time til, på min Delta kan jeg trække ca. 0,5 – 1 hel time fra og på Prusa’en passer det næsten.

PTFE fedt eller spray: Et lavt friktions smøremiddel, med høj varmemodstandsevne som kan bruges til at smøre dine kuglelejre med, som kører på rods / stænger. PTFE fedt kan bland andet købes i Biltema, Bauhaus eller Thansen

Q

R

Raft – flåde: Raftet kan øge vedhæftningen på printbeden og udligne ujævnheder i printbeden hvis den ikke er helt lige. I din slicer kan du angive hvor mange lag og hvor tæt lagene skal lægge til dit raft. Din model bliver printet ovenpå raftet og fjernes efterfølgende.

Resin – Kunstharpiks / Voks: Til forskel fra FDM printerne som printer med filament, så bruger SLA printere resin til at printe med. Resinet ligger i et kar, og når det rammes af et laserlys, så størkner det.

S

SketchUp: Er et gratis 3D modellerings værktøj fra Google. Her kan du tegne dine egne modeller og senere printe dem ud eller dele dem på Thingiverse. SketchUp er ret simpelt og let at komme i gang med og der findes mange guides på youtube. Du kan se mere om SketchUp her. Vil du vide mere om andre softwares, se under Tegne program.

Skirt – Skørte: Inden printet begynder af selve modellen, ligger printeren et omrids omkring modellen. Skørtet røre ikke fysisk ved modellen, men forbereder ekstruderen og flowet af filament. Ved hjælp af skørtet kan du også se hvis du har problemer med vedhæftning på Printbeden eller din bed ikke er lige 

Slicer: Sliceren er først og fremmest den software der deler vores 3D model i lag og fortæller printeren hvordan den skal printe vores model. Det er også her vi angiver alle indstillingerne omkring selve printet fx temperatur, hastighed, infill %, support, laghøjde osv. Til sidst eksportere sliceren en fil i gcode, som er en fil med koordinater, som printeren kan læse.

Der findes mange forskellige slicer software, både gratis og nogle der koster. De mest kendte er Cura, Simplify3d og Slic3r

Support – Understøttelse: FDM print kan ikke forgå i “ingen ting”. Printeren skal have noget at printe ned imod, om det er printpladen eller det forrige lag. Nogle modeller har dog frithængende dele eller åbninger / huller, og for at printeren kan lave et pænt print bruger den support. Support fungere som et stillads som bygges op enten fra printpladen, eller fra modellen (til fx en åbning) De fleste printere kan printe et udhæng på ca. 45 grader før der kræves support. Når modellen er færdig, fjernes supporten.

T

Tegne program / 3D moddelering: Der findes rigtig mange tegne programmer der ude, nogle er gratis og andre er ikke. Her er nogle af de programmer som makers bruger der ude (Med links til hjemmesider) Fusion 360, TinkerCAD, SketchUp, Inventor, 3Dbuilder og Onshape. Derudover findes der andre tegneprogrammer som ikke nødvendigvis er lavet til 3D print, men hvor du kan downloade et plugin som tillader dig at eksportere .STL filer. Jeg tegner fx i Autodesk’s Revit og her har jeg et plugin som kan lave .STL

Thingiverse: Er en fantastisk hjemmeside som du burde kende til! Herinde findes 1000vis af fede modeller som du gratis kan downloade og printe. Du kan også uploade og dele dit design med andre. Det er bestemt værd at tjekke denne side ud

Travel Speed – Rejse hastighed: Er en indstilling i din Slicer der definere hastigheden på dit printhoved når den bevæger sig fra et punkt til et andet, uden at ekstrudere plastik.

U

Underextrude: Når din printer ikke får tilføjet nok materiale.

Afhænger af: print hastighed, kalibreret extruder og filament diameter er jævn

Symptomer: Huller i printet både top og bund lag, meget tynde vægge, meget tynd infill

V

Vase mode: Er en sjov og anderledes måde at printe på, som navnet antyder printer man vaser! Vase mode tager en model og printer den hult og uden top på, så det der er tilbage er en vase. Der findes nogle rimlig imponerende og flotte vaser som man kan lave, og da der ikke er noget materiale indeni så går det også hurtigt at printe disse modeller. Se Ultimakers film her på vase mode

W

Wall Thickness – Væg Tykkelse: Er en indstilling i din slicer som definere tykkelsen af væggene på din model. Som tommelfingerregel skal væg tykkelsen gå op med din nozzle størrelse. Dvs, har du en 0,3mm nozzle så kan din væg tykkelse være 0,3 – 0,6 – 0,9 osv.

Warp, Warping – Vridninger: Opstår undervejs i printet og er karakteristisk ved at først et lille hjørne løftes fra pladen og sidenhen store dele af printet. Vridninger opstår pga. en eller flere ting:

  • Dele af modellen køler hurtigere af end andre
  • Dårlig vedhæftning på pladen
  • Ujævn printplade
  • Ujævn varme i printpladen

X

Y

Z

 

4 Replies to “3D Ordbogen”

  1. Pingback: Kom igang med: billede til 3D print - 100Bit
  2. Pingback: Hvilken 3D printer skal jeg købe? - 100Bit
  3. Hej Joey, tak for din fine ordborg, som jeg lige konsulterede endnu engang. Det undrer mig du har undladt “g-code” under G 🙂

    1. Hej Peter og selv tak 🙂

      Godt set, jeg har hermed tilføjet det til ordbogen og tak, man kan hurtigt stirre sig blind når man sidder med det.
      Jeg bruger stadig flittigt den fiberplade jeg købte af dig for 2 år siden til Aarhus Mini Maker Faire, selvom den er ved at blive lidt battle scared nu 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *